CO2-kvote og miljølovgivning er ikke en hæmsko for konkurrencen
Ny rapport fra OECD afviser, at CO2-kvoter og stram national miljølovgivning skader eksportvirksomheders konkurrenceevne.
Det er ikke en ny påstand, at miljølovgivning skader konkurrenceevnen. I politiske debatter vil mange ofre miljøet til fordel for erhvervets evne til at klare sig ude i den store verden – for de to kan ikke sammen.
Eller kan de?
Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD) har netop offentliggjort en ny rapport, der viser, at de gamle fordomme ikke holder stik, skriver Information. Rapporten undersøger samhandlen mellem de tre OECD-lande med strengest miljøregler (Danmark, Tyskland og Schweiz) og BRIKS-landene.
Læs også: CSR megatrends i 2016
Ifølge rapporten er det som motiverer handel mellem lande med strengere miljøregler og lande med mindre strenge regler alle de sædvanelige ting – dvs. eksempelvis afstand, lønudgifter og tariffer.
”Vi finder ingen beviser for, at en stor forskel mellem to givne landes miljøpolitikker væsentligt påvirker deres samlede varehandel”, slår OECD’s cheføkonom Catherine L. Mann fast i en præsentation af rapporten i London.
CO2-kvote er ikke problemet
Samme konklusion kommer Antoine Dechezleprêtre til. Han er leder af Grantham Researche Institutes Energi-, Teknologi- og Handelsforskning og i 2014 var han medforfatter på en anden rapport: The impacts of enviromental regulations on competitiveness.
Læs også: Fakta om CO2-kvoter
Forskningslederen har især undersøgt konsekvensen af EU’s CO2-kvotehandelssystem (EU ETS):
"Effekten var meget tæt på nul. Der var ingen effekt på omsætningen ved at have en pris på CO2-udslip. Der var heller ikke nogen reduktion i beskæftigelsen i disse virksomheder," siger Dechezleprêtre i en præsentation på London School of Economics i forlængelse af OECD-rapportens offentliggørelse.
Miljøskade kan redde jobs
Med resultater som disse, burde tilslutningen til en grøn stramning være oplagt. Intet er dog (naturligvis) så sort/hvidt. Industrier, der af natur forurener meget og oven i købet ikke er særlig konkurrencedygtige, vil i mange tilfælde blive lagt i graven af en grønnere lovgivning.
Det viser sig for tiden i Europas stålindustri, hvor massefyringer ødelægger mange menneskers hverdag, hvilket yderligere lægger pres på de nationale politikere for at give fripas til de forurenende virksomheder. For hvad er værst – arbejdsløshed eller miljøskade?
”Det er et klassisk ’politisk økonomi’-spørgsmål. Der er nogle meget veldefinerede potentielle tabere, mens vinderne er virksomheder, som måske slet ikke eksisterer endnu. Men man bør tænke sig meget godt om, før man giver den slags undtagelser, for det er meget sandsynligt, at man forspilder en chance”, siger seniorøkonom i OECD Thomas Kozluk, der tager stilling til problemet som medforfatter af rapporten.
-CHM