Det dyre Danmark: Elektrificering er gået i stå
Afgifter og langtrukne bureaukratiske processer har sat en stopper for den massive udbygning af elnet og vedvarende energi i Danmark. Et bredere samarbejde på tværs af stat og civilsamfund kan være nøglen til at generobre den grønne førertrøje.
Foto: Arkiv
Elektrificeringen af Danmark halter bagud.
På trods af politiske ambitioner og internationale forpligtelser er udbygningen af vedvarende energi og infrastrukturen bag gået i stå. Ifølge Katarina Ammitzbøll, tidligere medlem af Folketinget og nuværende klummeskribent hos Altinget, peger pilen især på stigende afgifter og langsommelige godkendelsesprocesser.
En ny hvidbog fra European Energy fremhæver, at grøn strøm i Danmark i dag er pålagt højere afgifter end fossile brændsler som benzin og naturgas. Det gør det dyrere at opstille nye vedvarende energianlæg.
Danmark er nu et af de dyreste lande at opstille ny vedvarende energi i. Særligt producentafgiften, som blev indført i januar 2023, har gjort nettilslutning op til 17 gange dyrere for solparker og 12 gange dyrere for vindmøller sammenlignet med 2019.
Tilmed skal der op mod 20 tilladelser til for at rejse en vindmøllepark, hvilket ifølge Katarina Ammitzbøll bremser tempoet i omstillingen. Tilsammen har disse udfordringer resulteret i, at Danmark i dag afmonterer flere vindmøller, end der bliver sat op.
Civilsamfundet skal med ombord
For at vende udviklingen peger Katarina Ammitzbøll på behovet for et bredere samarbejde.
Hun mener ikke, staten alene kan løfte opgaven og kritiserer den centralistiske tilgang til grøn planlægning. I stedet foreslår hun, at virksomheder, forskningsmiljøer, investorer og civilsamfund inddrages langt mere aktivt i arbejdet med at udvikle og realisere grønne infrastrukturplaner.
Hun fremhæver især brint som en nøgle til fremtidens grønne økonomi. Men regeringens manglende støtte til P2X-projekter og en reduceret plan for brintinfrastruktur har bremset fremdriften. I dag er der endnu ikke anlagt ét eneste brintrør, hvilket har lukket for eksportmulighederne til blandt andet Tyskland.
Ifølge Ammitzbøll er der brug for stabile rammevilkår, mindre bureaukrati og et politisk fokus på at støtte, ikke spænde ben for, de virksomheder, der vil gå forrest i den grønne omstilling.
Hun konkluderer i Altinget, at “vi spænder ben for vores grønne energi-erhvervsliv i stedet for at fremelske det og sikre eksport og arbejdspladser.”
- lhs