Er I omstillingsanførere? Her bliver I inspireret til at nå 2030-målet
Alexandra Instituttet og Industriens Fond har inviteret produktionsvirksomheder til at bidrage til et magasin med deres bedste eksempler på bæredygtighedstiltag, der har ændret virksomhedernes forretning og skabt nye muligheder. Her får du magasinet.
Magasinet er tænkt som en kilde til inspiration for andre produktionsvirksomheder. Ud over at få gode råd og greb til at komme i gang, kan du læse om 10 omstillingsanførere, der alle er på forskellige trin i deres omstillingsproces mod mere bæredygtig produktion:
- Letbek og Wehlers: Et samarbejde mellem Wehlers Furniture og plastvirksomheden Letbek har resulteret i en succesrig møbelserie, en sund, cirkulær forretningsmodel og begyndelsen på et ekspansionseventyr.
- Müller Gas Equipment A/S arbejder med at reducere deres klimaaftryk ift. materialer, energi og forsyningskæder. Robotter og cobots hjælper med at reducere fejl og spild – og er med til at skabe et bedre arbejdsmiljø for de menneskelige medarbejdere.
- Queen Flowers bruger bl.a. algoritmer til at styre miljøet i drivhusene. De har desuden udviklet emballage af genbrugsplastik, de cirkulerer vand og varme i drivhuset, og de benytter biologisk bekæmpelse.
- Odico laver robotter og software til byggeindustrien og har gentænkt måden at bygge i beton på, så mængden af materiale kan minimeres.
- BM Silo går strategisk og digitalt til værks og arbejder med både miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i deres siloproduktion.
- Carmo producerer plastkomponenter, der indgår i alt fra medicinsk udstyr til telte. De arbejder målrettet og systematisk på at halvere CO2-udledningerne inden 2030.
- Horn Bordplader har ikke alene transformeret sig fra leverandør til bæredygtighedsekspert: deres ekspertise er så gennemgribende, at de nu hjælper deres kunder med bæredygtighed.
- Logitrans producerer indendørs transportmidler som palleløftere, højtløftere og stablere. Virksomheden er i gang med en 180 graders grøn omstilling i samarbejde med ekstern ekspert.
- Randers Gears fremstiller tandhjul og bruger digitalisering, data og nyt design i deres produktionsproces. Den grønne profil har differentieret dem i markedet og har allerede været en stor gevinst.
- GreenTec udvikler og producerer hydrauliske maskiner. Med digitalisering, intelligent design og lokale leverandører har de gjort produkter og produktion mindre ressourcekrævende.