Grønne indkøb: Dobbelte svejsninger og æbleskrog som logo skal gøre det nemt at sortere bioaffald i Roskilde Kommune
Når borgerne i Roskilde Kommune fra i år kan komme æbleskrog og kaffegrums i kommunale bioaffaldsspande, er det blandt andet et resultat af et tæt samarbejde mellem indkøbsfunktionen og affaldsafdelingen.
Sammen fandt indkøbsfunktionen og affaldsafdelingen den helt rigtige bioaffaldspose, der både er stærk, funktionel og biologisk nedbrydelig. Posen er et lille men vigtigt led i kommunens ambitiøse ressourcestrategi.
Roskilde Kommune har et erklæret mål om at blive førende ressourcecykluskommune inden udgangen af 2024, og det betyder, at erhvervsliv, offentlige institutioner og ikke mindst borgerne skal smide langt mindre ud og genanvende og genbruge mere, så kun en lille del af affaldet ender på forbrændingen.
Ambitionen er, at genanvendelsesprocenten allerede i 2022 skal være på 50%, hvilket er i tråd med den nationale affaldsstrategi. Derfor har kommunen sat flere projekter i søen, heriblandt en indsats for at få private husstande til at sortere bionedbrydeligt affald, så det kan blive forgasset og restproduktet kan anvendes som gødning i landbruget, frem for at blive sendt til forbrænding.
Sortering af bioaffald kræver, at kommunens borgere vænner sig til at skulle smide bananskræller og æggeskaller i en spand for sig. Og derfor skulle kommunen bruge en ny type affaldspose, der kunne forgasses sammen med det øvrige affald, men samtidig er praktisk og funktionel for brugerne. Affaldsplanlægger ved Roskilde Kommune, Anette Sejersen, fik til opgave at finde den helt rigtige pose til opgaven.
Et væld af undersøgelser
Flere kommuner har arbejdet med bionedbrydelige affaldsposer før Roskilde Kommune, så Anette Sejersen vil ikke tage æren for idéen. Men det krævede alligevel en god forundersøgelse at finde frem til den rette pose til bioaffald. Hun gik derfor i krig med at teste forskellige materialer, der kunne bruges til affaldssorteringen i kommunen. I 2016 stod hun for at lave en brugertest af både plastik-, papir- og bioposer i 250 husstande, og det dannede basis for valget af den bionedbrydelige plastikpose, som Roskilde Kommune i år ruller ud til alle kommunens husstande.
Men undersøgelserne var langt fra færdige her. For at finde de rette designmæssige og tekniske elementer til posen, udførte Annette Sejersen i samarbejde med udbudskonsulent Belma Ozupek en række yderligere test og brugerundersøgelser på den nye pose. Formålet var at sikre, at den kunne integreres i en travl families hverdag, og ikke bare fungere i et pilotprojekt i en begrænset periode.
Testene konkluderede blandt andet, at posen skal bestå af to lag og svejses to gange i bunden. De tilføjede også et æbleskrog som logo, så den bionedbrydelige affaldspose ville blive taget bedre imod, og give borgerne lysten til at smide madrester ud det rigtige sted.
“Efter undersøgelserne er kvaliteten blevet meget bedre i udbuddet i forhold til, hvis der var nogle, der sad og udarbejdede kravspecifikationer uden at have det faglige indblik. Jeg har stået for det juridiske, og Anette har stået for det faglige.” siger Belma Ozüpek.
Et godt samarbejde er altafgørende
Belma Ozüpek lægger vægt på, at det tætte samarbejde mellem de to medarbejdere med hver deres faglighed har været stærkt medvirkende til, at det endelige udbud er blevet så vellykket. For Belma Ozüpek og Anette Sejersen har det været vigtigt at mødes personligt for at kunne forstå hinandens faglighed og lære at tale samme sprog. Belma har lært meget om det tekniske ved affaldshåndtering, og Anette har lært at forstå den juridiske del af udbudsprocessen og de metoder og begreber, der kræves her. Samtidig har de været opmærksomme på deres faglige begrænsninger. Hvis de har været i tvivl om noget, har de derfor gjort god brug af at spørge andre kollegaer til råds, der kunne bidrage med anden viden.
Det tætte samarbejde og de mange undersøgelser har gjort det muligt at realisere udbuddet af de bionedbrydelige affaldsposer. Et skridt på vejen til at gøre Roskilde Kommune til ressourcecykluskommune.