Grønt transportinitiativ hos KMD sænker udledningen af CO2 med 10 procent
KMD sænker deres CO2-udledning med 10 pct. i forbindelse med et mobilitetsprojekt. KMD-ansatte vælger i højere grad cyklen og offentlig transport frem for bilen. Det viser en transportundersøgelse foretaget i forbindelse med mobilitetskampagnen.
KMD deltager i et mobilitetsprojekt hos Region Hovedstaden, og er med i et kommunalt mobilitetsnetværk i Ballerup kommune. Projektet Moving People og netværket har som målsætning at gøre turen til og fra arbejdspladsen for medarbejderne smartere, mere effektiv og grønnere.
”Som en stor arbejdsgiver er vi klar over, at transport til og fra KMD med bil har et negativt aftryk på klimaet. Ved at vælge cyklen reducerer man trængsel og CO2-udledning, og måske vigtigst af alt, så er der positive effekter for medarbejderens sundhed, bare man vælger cyklen en eller to gange om ugen” siger Ditte Clausen, CSR & Public Affairs Manager.
I forbindelse med projektet har virksomheden fået tilbud om en transportundersøgelse ved projektets start i 2017 og igen i 2019. Rapporten viser, at KMD i Ballerup har sænket CO2-udledning for pendlertransport med 10 pct. siden 2017. Det er lykkedes ved, at der er 6 pct. færre pendlingsture i bil. Samtidig er der blandt dem, der har under 10 km til arbejde, 58 pct. flere, der vælger cyklen. I alt er der 5 pct. flere medarbejdere, der vælger cyklen ind imellem.
Sådan gør KMD cyklen til det foretrukne valg
Virksomheden har i mange år deltaget i VI CYKLER TIL ARBEJDE, der har skabt interesse for cyklingen, men der skal en del til at ændre på medarbejdernes transportvaner.
”Vi prøver at sikre optimale forhold med bad og omklædning, personlige skabe mulighed for at tørre sportstøjet, så det bliver let at vælge cyklen. Derudover har medarbejderne mulighed for at gøre brug af vores cykelservice og kan parkere cyklen i overdækkede, aflåste cykelskure. Vi har også kørt et projekt, hvor alle fik muligheden for at afprøve en elcykel i en periode,” siger Ditte Clausen, CSR & Public Affairs Manager.
De positive aspekter ved at tage cyklen kan medarbejderne nikke genkende til:
”Jeg cykler 16 kilometer hver vej. Ved at tage cyklen får jeg en masse god energi. Det er også et godt supplement til den ellers stillesiddende dagligdag, som man kan have på en arbejdsplads. Det er dejlig nemt, når man har sit eget skab i omklædningen, hvor jeg kan have mit rene tøj. Og så er det hyggeligt at have en morgenrutine med kollegaerne,” siger Marie-Louise Nesheim, der har arbejdet i KMD i tre år.
Plads til forbedringer
Trods de positive takter er der fortsat plads til forbedringer. Transportundersøgelsen viser nemlig også, at andelen af medarbejdere, der kører sammen, er næsten halveret siden 2017.
”Undersøgelsen peger ret tydeligt på, at mobilitetsindsatser har en effekt. Samkørsel har tidligere været dyrket en del i KMD, men ikke de seneste to år. Det er nok værd også at fokusere på det igen. I den forbindelse ser vi meget positivt på, at Teknik og Miljøudvalget i Ballerup Kommune overvejer at tilbyde understøttelse af en samkørselsapp, der vil gøre det lettere for medarbejderne at organisere samkørsel,” afslutter Ditte Clausen, CSR & Public Affairs Manager.