MAN Diesel & Turbo er igen nomineret til CSR People Prize
MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn er for andet år i træk nomineret til CSR People Prize for sit store sociale ansvar, hvor virksomheden går stadig nye veje.
MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn er ligesom sidste år nomineret til CSR People Prize for sit omfattende sociale engagement. Det er VFSA Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, der står bag prisen, som uddeles for 15. år i træk.
Sidste år var den frederikshavnske afdeling af MAN Diesel & Turbo, som udvikler og fremstiller bl.a. skibsskruer, i spil til prisen for sit omfattende koncept til at forebygge stress samt et stærkt fokus på fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Og nu har virksomheden med 425 medarbejdere udvidet paletten i forhold til at tage et socialt ansvar.
Vi har fortsat det arbejde, vi har gjort tidligere, og derudover har vi videreudviklet på vores stresskoncept, som nu også bliver introduceret i MAN Diesel & Turbos andre afdelinger i Danmark. Og så vil vi også gerne være med til at fortælle, at social ansvarlighed er godt for forretningen, så jeg og ikke mindst vores stresscoach Susanne Graae har været med til en del konferencer og møder i forskellige regi for at sprede budskabet, siger Poul Knudsgaard, direktør for MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn.
Vil uddanne flere til faget
Derudover tilbyder virksomheden sine medarbejdere at få udarbejdet en sundhedsprofil, man kan få hjælp til livsstilsændringer og mindfullness-kursus. Alt sammen tiltag, der er en del af MAN Diesel & Turbos work life balance-initiativer.