Nyt hurtigladernetværk til Københavns eltaxier
Skriften på væggen er tydelig. Københavns Kommune skal være CO2-neutral fra 2025 og regeringen vil udfase taxier med udstødningsrør fra samme år. For at understøtte den grønne omstilling åbner energiselskabet E.ON seks nye hurtigladestationer i København.
Københavns nye hurtigladestationer vil kunne sætte strøm til flere taxier og beliggenhederne er nøje udvalgt i samarbejde med taxibranchen. På den måde kan taxierne lade op, mens de venter på kunder.
”Den grønne omstilling af taxibranchen er et af de vigtigste områder at tage fat på. En taxi kører omkring otte gange så meget, som en privatbilist, så når en benzindrevet taxi udskiftes med en eldrevet taxi, er gevinsten på miljø- og klimaregnskabet også otte gange større,” forklarer Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON, der står bag Danmarks største ladenetværk på mere end 1.350 ladepunkter.
De nye hurtigladere er resultatet af et partnerskabsprojekt som Region Hovedstaden har gennemført sammen med bl.a. Københavns Kommune, Københavns Lufthavn, E.ON, hoteller og taxibranchen.
”Vi ser et stort potentiale for bedre klima og renere luft ved grønne taxier. Elladere er en vigtig forudsætning, så det er godt, at de nu er at finde flere steder i København. Forhåbentlig vil store offentlige og private virksomheder efterspørge grønne taxier, så de kan blive et reelt valg, som alle kan få gavn af,” siger enhedschef i Region Hovedstaden Kåre Albrechtsen.
Danskerne foretrækker eltaxier
Den grønne omstilling af taxibranchen bakkes samtidig op af et stort flertal af danskere, viser en ny undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort af Det Økologiske Råd. I undersøgelsen siger otte ud af ti danskere, at de hellere ville vælge en eltaxi, hvis de fik muligheden. I dag skal man dog se længe efter en lydløs taxi, da det stadig kun er et fåtal af Danmarks cirka 4.000 taxier, der kører på strøm.
”Danskerne vil gerne kunne transportere sig grønt – også når de kører i taxi. Og nu har et bredt flertal i Folketinget gjort det attraktivt for taxibranchen at anskaffe sig el- og brintbiler til formålet via øremærkede grønne taxitilladelser. Det bringer os ikke i mål med den grønne omstilling på transportområdet, men det er et vigtigt skridt – både for klimaet og for luftforureningen i byerne,” siger Kathrine Fjendbo Jørgensen, transportpolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd.
Et flertal i Folketinget indgik tidligere på måneden en aftale om at tildele 300 grønne taxitilladelser for 2019 og 2020. Ændringen i taxiloven forventes at træde i kraft den 1. juli 2019.
”I regeringens klima- og luftudspillet foreslås det bl.a. at der skal reserveres plads til grønne taxier forrest i køen ved trafikknudepunkter. Ændringen af taxiloven ventes at sætte 100 grønne taxier på gaden i år og 200 næste år. Partnerskabet og samarbejdet har været en stor del af baggrunden for, at det har været muligt at skabe disse resultater”, fortæller Michael Rask fra Raskgreentech, der har været leder på partnerskabsprojektet i Region Hovedstaden.
De nye hurtigladere er opsat på følgende beliggenheder og er tilgængelige for alle E.ONs elbilkunder og andre elbilister mod betaling:
Nyropsgade 30, 1780 København.
Dampfærgevej 30, 2100 København.
Copenhagen Marriott Hotel, Kalvebod Brygge 5, 1560 København.
Bella Sky, Center Blvd. 5, 2300 København.
Øster Allé 62, 2100 København.
Frederiksberg Bredegade, 2000 Frederiksberg.
Fakta om E.ON hurtigladestandere:
- Har tre udtag: CCS, Mennekes type II og CHAdeMO
- Har en kapacitet på 43 kW AC og 50 kW DC (afhængig af biltype) og kan lade to elbiler samtidigt (en AC og en DC)
- Det tager 20-30 min. at lade batteriet op til 80 pct. (afhængig af batteristørrelse)
- Al strøm i E.ONs offentlige ladenetværk kommer fra vedvarende energikilder