14.01.2022  |  Strategi & ledelse

REMA 1000 løfter dyrevelfærden

Dyrenes Beskyttelse og REMA 1000 har indgået en aftale om at løfte dyrevelfærden til højeste niveau på langt flere af Remas produkter fra grise, kyllinger og køer.

Snart vil kunderne i REMA 1000 kunne købe markant flere fødevarer fra dyr, som har levet under åben himmel og med mere plads. En ny aftale mellem supermarkedskæden og Dyrenes Beskyttelse indebærer f.eks., at 25 procent af salget af alt fersk kød fra gris og kylling skal stamme fra frilandsproduktioner inden for de næste to til tre år. Samtidig bliver salget af den hurtigt voksende kyllingerace, Ross 308, helt udfaset.

”Det er en meget stor og god nyhed for alle de mange landbrugsdyr, som i kraft af aftalen vil få et liv med adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Aftalen med REMA 1000 er et resultat af en lang og grundig dialog, hvor der både er sat ambitiøse målsætninger på kort og lang sigt. Det er mål, der flytter såvel sortiment som markedsføring af varer med høj dyrevelfærd meget hurtigt, så danske forbrugere får nem adgang til at vælge god dyrevelfærd i de daglige indkøb. En aftale som på mange måder viser vejen frem på det danske detailmarked," siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

REMA 1000 har i aftalen med Dyrenes Beskyttelse fundet en partner, der er meget ambitiøs på kyllingernes og de danske producenters vegne. Det fortæller indkøbs- og marketingdirektør, Anders René Jensen, der netop har ledt efter en partner, der kan hjælpe med at skubbe udviklingen mod højeste niveau af dyrevelfærd.

"Vi oplever, at flere og flere kunder gerne vil købe varer med høj dyrevelfærd, som er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, fordi der er en kæmpe tillid til mærket. En tillid som vi deler og gerne vil give kunderne mulighed for at tilvælge i endnu større udstrækning," siger Anders René Jensen.

Ansvar for hele dyret
Udover målet om en fordobling af salget af ferske fødevarer fra fritgående grise og kyllinger i henholdsvis 2023 og 2024 ønsker REMA 1000 også at tage ansvar for hele dyret. Det betyder i praksis, at produkter lavet af de mindre kendte udskæringer af dyrene i langt højere grad bliver mulige at købe med Dyrenes Beskyttelses anbefaling på, så det ikke kun er f.eks. flæskesteg og kyllingebryst, der ligger i kølediskene.

Af den grund er det muligt at sige, at REMA 1000 som den første detailkæde i Danmark tager et såkaldt anatomisk ansvar på fritgående kyllinger. Det gør at flere danskere får råd til at tilvælge den gode dyrevelfærd. Derfor vil der både være fritgående kylling på frost og forarbejdet kylling i REMA 1000 butikker senest i 2024.

Vigtigere endnu vil det betyde, at meromkostningen ved at producere kyllinger med højeste dyrevelfærd bliver så begrænset som muligt.

"Det betyder utrolig meget for at mindske ressourcespild og for økonomien hos de landmænd, som investerer i produktioner med høj dyrevelfærd," siger Britta Riis.

- EHS

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere