Sundhedssoftware kan redde liv i verdens fjerneste afkroge
Røde Kors i Danmark, Kenyas Røde Kors og den danske virksomhed Unumed, der udvikler sundhedssoftware, er gået sammen i et partnerskab, der skal sikre mere effektiv og bedre lægehjælp til flygtninge.
Røde Kors arbejder for at sikre sårbare menneskers ret til basal sundhed og har desuden fokus på at forebygge sygdomme. Men hvordan sikrer man, at flygtninge får den rette sundhed og trivsel, som FN’s verdensmål foreskriver – og især i flygtningelejre, hvor patienter selv må huske på tidligere behandlinger, diagnoser og passe på vaccinationskort, der er udsat i flygtningelejrens vind og vejr?
Det har et pilotprojekt mellem Røde Kors og virksomheden Unumed, der udvikler sundhedssoftware, forsøgt at løse i flygtningelejren Kalobeyei i Kenya.
Et partnerskab med spidskompetencer, der gavner alle
Mens Unumeds 15 ansatte har stor ekspertise indenfor digital sundhed og service, har Røde Kors erfaring, viden og et stærkt netværk inden for nødhjælpsområdet. Og netop de forskellige spidskompetencer dannede grobund for samarbejdet og dermed pilotprojektet:
”Det var vigtigt for os, at der var en fælles innovations- og læringsgevinst. Vi kan drage nytte af den viden og globale rækkevidde, som Røde Kors har, mens vi kan udvikle og tilpasse software, der kan løse en bestemt problemstilling. På den måde kan vi drage nytte af hinandens kompetencer, og det er værdifuldt”, fortæller Sara Ballan, Director, Partnerships & Sustainability hos Unumed.
Og værdifuldt blev det. Unumed testede sammen med Røde Kors, hvordan man kan implementere digitale sundhedsløsninger, der f.eks. giver lægerne mulighed for at følge behandling over tid og overvåge beholdningen af medicin. Det sparer en masse papirarbejde, rapportering bliver hurtigere og reducerer fejl. En anden fordel er, at man kan identificere den enkelte patient ved hjælp af en iris-scanner:
”Det lyder lidt banalt, når man er vant til CPR-numre, men her kommer patienterne fra mange lande og har ikke noget pålideligt ID. Så ofte starter patienterne forfra, når de går til lægen. Vi bruger en iris-scanner, da øjet er mere unikt end et fingeraftryk. Det betyder, at patienten altid kan kobles med deres sundhedsdata og hermed få bedre behandling,” forklarer Sara Ballan.
Teknologi, der kan inddæmme epidemier
Digital sundhed betyder, at en masse information bliver synlig nu og her - og på tværs af medarbejdere. Det betyder også, at man kan se, hvis en epidemi er på vej og handle på situationen, før den når at udvikle sig. Af hensyn til patienternes sikkerhed registreres det ikke præcist, hvor de lever, men kun i hvilket område af lejren, de bor i. Denne form for geotagging giver dog vigtig viden, som kan hjælpe lejrpersonalet med at inddæmme epidemier.
”På den store skala betyder det, at Røde Kors har et øjebliksbillede af sundhedstilstanden et specifikt sted og kan reagere øjeblikkeligt, hvis der er tegn på sygdomsepidemier. Ved tidlig indgriben i sådanne situationer kan det redde menneskeliv,” forklarer Kaspar Bro Larsen, Business Liaison Advisor i Røde Kors.
Pilotprojektet er netop nu i sin afsluttende fase, hvor projektets data og effekt er ved at blive dokumenteret, men begge parter håber på, at pilotprojektet er startskuddet til et langvarigt partnerskab, der gavner Røde Kors, Unumed og ikke mindst fremmer sundheden for sårbare mennesker og redder liv i verdens fjerneste afkroge.
Denne artikel er del af et tema:
I fokus: sundhed og bæredygtighed