Træk i arbejdstøjet med grøn samvittighed

Frederikshavner-firmaet TOIL ’N’ MOIL producerer bæredygtigt arbejdstøj, og deres forretningsmodel rammer lige ned i den cirkulære økonomi: Fra produktion og valg af materiale til salg og bortskaffelse af tøjet. TOIL ’N’ MOIL er nyt NBE-medlem og har valgt netværket, fordi det – med Ida Dybdal Pedersens ord – er ”et godt sted at nørde bæredygtighed”.

Portræt af en NBE-medlemsvirksomhed.

Ida er produktchef hos TOIL ’N’ MOIL og arbejder, sammen med en flok engagerede kollegaer, på at udbrede kendskabet til firmaets produkt og koncept. TOIL ’N’ MOILs arbejdstøj produceres af økologisk bomuld og er GOTS-certificeret, så der er taget højde for bæredygtig dyrkning og gode arbejdsforhold. Men også genanvendelse af tøjet efter brug indgår i overvejelserne, fortæller Ida:
– Allerede i designfasen kigger vi på, om vi kan nedbringe brugen af lynlåse, knapper, reflekser med mere, for det er en udfordring, når fibrene i tøjet skal genanvendes.

TOIL ’N’ MOIL tilbyder kunderne en returordning, hvor brugt tøj returneres til TOIL ’N’ MOIL, der sørger for direkte genbrug, upcycling eller genanvendelse af tøjets fibre. På den måde bliver cirklen sluttet, og tøjproducenten får materialer retur til bearbejdning.

Inspireret af bæredygtigt skitøj

Idéen til TOIL ’N’ MOIL opstod, da firmaets direktør, Dennis Conradsen, opdagede noget skitøj produceret af genanvendte plastflasker, fortæller Ida. Det fik ham til at undersøge markedet for bæredygtigt arbejdstøj, og han kunne konstatere, at der var brug for flere udbydere. Dennis er også direktør i Skagensmaleren – en koncern med fem virksomheder, der har specialiseret sig i vedligeholdelse af vindmøllevinger. Koncernen har i alt ca. 300 ansatte og dermed en stor medarbejderskare med brug for holdbart og behageligt arbejdstøj.

En lokal designer fra Frederikshavn har i samarbejde med koncernen udviklet TOIL ’N’ MOILs designlinje med bl.a. bukser, trøjer og jakker, og tøjet testes på nært hold af koncernens egne medarbejdere. I 2018 sendte TOIL ’N’ MOIL sin første kollektion på gaden. Bomulden til arbejdstøjet dyrkes i Tyrkiet, hvor tøjet også indtil videre syes. Firmaet har dog ambitioner om at indtænke mere bæredygtighed i processen på sigt, fortæller produktchefen:
– Man kunne godt forestille sig, at vi ansatte folk i småjobs til omsyning af det tøj, kunderne returnerer. Vi arbejder også lige nu på en refleksjakke udviklet af genanvendte plastflasker.

Bæredygtighed en proces

Ida påpeger, at TOIL ’N’ MOIL endnu ikke er i mål med de bæredygtige ambitioner, men udviklingen må ske trinvis:
– Det er jo ikke så bæredygtigt at transportere tøjet fra Tyrkiet, og der bruges stadig meget vand til behandlingen af bomuld. Men vi har valgt den økologiske bomuld, hvor der ikke anvendes sprøjtning, og vi samarbejder kun med landmænd og systuer i Tyrkiet, som tilbyder ordentlige arbejdsforhold.

Ida bemærker, at arbejdstøj er et produktområde præget af vaner og traditioner. Det er f.eks. udbredt med mange lommer og påsyet firmalogo på arbejdstøjet. Her kunne branchen godt blive bedre til at tænke i nye baner, mener TOIL ’N’ MOIL, for tøj uden – eller med flytbart – logo er nemmere at genbruge og genanvende.

Nyt NBE-medlem og indstillet til pris

– Vi har haft kig på NBE i længere tid, fordi det for os er det eneste sted, hvor man kan få lov at nørde det bæredygtige. Her er både viden og ressourcer og et godt netværk, hvor folk med interesse i bæredygtighed kender hinanden.
Det fortæller Ida om TOIL ’N’ MOILs indmeldelse i NBE i januar måned. Efter indmeldelsen havde virksomheden et opstartsmøde med NBE, hvor de bl.a. fik information om Det Grønne Rejsehold og input til udvikling af deres returordning for arbejdstøj.

Helt aktuelt er TOIL ’N’ MOIL netop udnævnt til lokal vinder af Erhvervshus Nordjyllands bæredygtighedspris, Tag Fat. Tag Fat-prisen uddeles i foråret 2020 – blandt 11 regionale kandidater – til en nordjysk virksomhed, som har skabt et bæredygtigt forretningskoncept, der understøtter cirkulær økonomi. Her udpegede Karl Erik Slynge fra Frederikshavn Erhvervsråd TOIL ’N’ MOIL med ordene ”De giver erhvervet et grønt alternativ og tænker tøjet ind i en cirkulær økonomi, så de er en meget værdig finalist og repræsentant for virksomhederne i Frederikshavn Kommune.”

TOIL ’N’ MOIL og cirkulær økonomi

  • TOIL ’N’ MOIL er grundlagt i 2018 af Dennis Conradsen, direktør i Skagensmaleren.
  • Arbejdstøjet produceres af økologisk bomuld og – på sigt – genanvendt plast.
  • Tøjet har opnået GOTS-certifikatet, hvilket sikrer miljø på alle stadier i fremstillingen, spildevandsbehandling og ordentlige arbejdsforhold.
  • Virksomheden tilbyder kunder en returordning, hvor det returnerede arbejdstøj kan genbruges direkte, genanvendes som fibre eller upcycles til nye produkter.
  • Læs mere her om TOIL N MOIL 

Grønne omstillings-hjerner samles i Aalborg

26.02.2023Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

06.07.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Cirkulær innovation for fremtiden

Podcast: social bæredygtighed og ekskriminelle lærlinge

08.04.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

08.04.2021Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Det Cirkulære Nordjylland

03.12.2020Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Social bæredygtighed på rygraden

03.11.2020Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i NordDanmark

Sponseret

Bæredygtighed en døråbner til dialog