Vejen mod solcellernes endelige sejr
Pris og udseende kan være grunden til at solcelleanlæg ikke er mere udbredte, end de er i dag, mener energiselskab.
Prisen skal ned, og solcelleanlæggene skal designmæssigt passe til den bygning, de sidder på, hedder det fra det midtjyske energi- og bredbåndsselskab EnergiMidt, der netop har deltaget i verdens største konference for solcellebranche. Ifølge firmaet er en lavere pris og bedre udseende anlæg nogle af de hindringer, der står i vejen for solenergiens totale, globale sejr.
Hvert år kommer der nye virksomheder med på konferencen. I år er der blandt andet skudt nye designfirmaer op sammen med tag- og facadeproducenter. Det er aktører, som specialiserer sig i at få solcelleanlæg til at gå op i en højere designmæssig helhed med både eksisterende og nye bygninger, fortæller Jacob Vestersager Engdal, som er projektleder inden for solenergi i EnergiMidt.
Han mener, at branchen i for lang tid har fokuseret på teknikken herunder anlæggenes ydeevne, hvilket ikke er nok, hvis energiformen skal brede sig. Anlæggene skal også se godt ud. Men derudover er prisen også vigtig, hvis flere skal overgive sig til solenergien.
EnergiMidt oplyser, at de får mange henvendelser fra potentielle kunder, som synes, at en tilbagebetalingstid på 30 år er for meget, også selvom de gerne vil investere i en ren energiform.
Ifølge selskabet skal strøm fra solceller i første omgang nå en pris, som kan konkurrere med det, en privat kunde betaler for strømmen. Takket være en nettomålingsordning kan strømmen fra solcellerne blive fratrukket el-regningen, så solcelleejerne får samme pris for den el, de selv producerer, som den de henter fra el-nettet.