Dansk designer producerer armbånd i Afrikas største slum
Smykkedesigner Helle Vestergaard Poulsen, der står bag brandet ANNI LU, har netop lanceret en række armbånd, der bliver produceret af kvinder i Afrikas største slum. Det sikrer dem arbejde og faglig udvikling, så de kan forsørge sig selv og deres børn.
I Kenyas hovedstad Nairobi ligger Afrikas største slum. Slummen hedder Kibera og er på størrelse med Nørrebro. Her bor over en million mennesker i små, trange lerhytter og skrøbelige tin-huse. Det myldrer med mennesker i de små gyder, mens børnene leger rundt i skrald og lort. Livet i Kibera er barskt – især hvis du er kvinde:
- 43 procent af kvinderne i Kibera fortæller, at første gang de havde sex, var det under tvang.
- 54 procent af kvinderne i Kibera har ingen fast indkomst. Det samme gælder 23 procent af mændene.
- 43 procent af pigerne mellem 10-19 år i Kibera går ikke i skole.
Samfundsansvar tænkt ind i forretningen
For 10 måneder siden undersøgte smykkedesigneren Helle Vestergaard Poulsen, der står bag brandet ANNI LU, hvordan hun kunne være med til at skabe en bedre fremtid for kvinderne i Kibera. Hun fandt hurtigt ud af, at hun kunne gøre størst mulig forskel ved at lade slummens kvinder producere hendes smykker, så de var sikret et arbejde, en indkomst og faglig udvikling. Derfor designede hun tre armbånd med perler fra Nairobis lokale markeder og ansatte fem kvinder fra Kibera til at producere dem.
”Det var utroligt vigtigt for mig, at initiativet var med til at skabe værdi på lang sigt. Når kvinderne i slummen får et arbejde, er det ikke kun med til at sikre dem bedre levevilkår. Det har også en stor, positiv effekt på børnene. Modsat mændene, bruger kvinderne nemlig størstedelen af indkomsten på børnene, så de får mad, rent vand og skolegang. Det er afgørende for at børnene kan vokse op og få en fremtid væk fra slummens elendighed”, fortæller Helle Vestergaard Poulsen, der har valgt at kalde initiativet ”ANNI LU For Women”.
Stærke mødre
For mange kvinder i Kibera er den største drøm at få et arbejde, så de kan give deres børn de muligheder i livet, de aldrig selv fik. Kvinderne bruger 90 procent af deres indkomst på familien, modsat mændene der kun bruger omkring 35 procent. Det betyder blandt andet, at der er større chance for, at pigerne får en uddannelse, hvilket ikke kun med til at sikre dem en højere løn, når de bliver voksne. Med en uddannelse får pigerne også færre og mere sunde børn, og de har tre gange så lav risiko for at få HIV.
”Ved at investere i slummens kvinder i dag, kan vi altså skabe langsigtet værdi for både kvinderne, deres børn og for lokalsamfundet”, siger Helle Vestergaard Poulsen.
Læs om kvinderne i Kibera og se armbåndene på ANNI LU's webshop.
Læs mere om danske NGUVU, der står bag smykkeinitiativet og andre initiativer, der skal styrke udsatte kvinder og børn i Kenya: www.nguvu.dk