DIVERSITET PÅ TOILETTERNE HOS PLUTO
Ikke at blive udsat for diskrimination er en menneskeret. Men behøver det at være så komplekst, som det umiddelbart kan virke? Restaurant Pluto i København har gennem flere år skabt et nærmest ikonisk udtryk på deres herretoilet, som fra gulv til loft er
Da amerikanske Rebecca Elise blev en del af teamet hos Pluto, undrede hun sig over, hvorfor dametoiletterne ikke var udsmykket på lige fod med herrernes. Inde hos herrerne var de hvide vægge, døre og lofter kreativt pyntet med billeder af smukke kvinder, hvorimod der inde hos kvinderne blot var pyntet med enkelte billeder af 90’ernes boybands.
Siden da har spørgsmålet om, hvordan Pluto kunne bruge denne mulighed til at kommunikere deres værdier vedrørende diversitet og repræsentationen af dette udviklet sig. I dag har Rebecca over flere omgange fået lov til også at udsmykke kvindernes toilet på restauranten.
”Vores toiletter er sjove, og de har ud over deres praktiske selvfølgelige formål også et andet formål. De fortæller noget om vores organisation og vores værdier. Samtidig giver det vores gæster en følelse af ejerskab i et offentligt rum.”, siger Rebecca Elise.
For Rebecca handler det også om, at Pluto i deres udsmykninger på en indirekte måde kan formidle deres viden om og arbejde med menneskerettigheder.
”Vi har så mange muligheder for at udtrykke og kommunikere vores holdninger, værdier og mål – det her er en kreativ og humoristisk måde, som gør at vi skiller os ud fra andre.”
En gennemgående mangfoldighed
Det handler ikke kun om et smukt ydre, for Pluto vil gerne fremstå en smule fræk, lidt fremme i skoene og på forkant. Derfor handler det i mindst lige så høj grad om at reflektere og præsentere en altfavnende identitet, som gæsterne på Pluto kan identificere sig med. Toiletterne er blevet en hype og Pluto får meget positiv feedback og opmærksomhed fra gæster på bl.a. sociale medier.
Rebeccas umiddelbare problem med herretoilettet var, at det på trods af sit humoristiske, nærmest provokerende udtryk, objektiviserede kvinder. Samtidig var kvinderne ikke særligt mangfoldigt repræsenteret i både nationalitet, kropstype og hudfarve. For hende reflekterede det et meget specifikt heteronomt mandligt synspunkt på, hvad der er tiltrækkende. De samme personer udsmykkede i første omgang dametoilettet, hvilket for Rebecca gav et endimensionelt og ureflekteret synspunkt – noget hun ikke mente passede ind i Plutos kultur.
Tidligere har det ikke været et punkt på dagsordenen hos Pluto – men nu skulle der ske noget nyt. Udsmykningerne repræsenterede ikke forskellighed – både hvad angår etnicitet, men også profession, udtryk og kropstype. Det var tydeligt, at kvindetoiletterne ikke var pyntet fra et kvindeligt perspektiv og det mente Rebecca, at Plutos gæster fortjente.
Så selvom ingen tidligere havde sat spørgsmålstegn ved det, bestemte hun sig for at gå til sin chef, ejeren af Pluto, Jesper Marcussen med ønsket om at ændre det. Jesper Markussen accepterede forslaget og var enig i vigtigheden om at kommunikere sådan, at alle Plutos gæster føler sig forstået og set – det handler om at repræsentere forskellige smage og ikke kun sin egen.
Toiletter og tanker i fremtidig udvikling
Tankegangen ændrer sig hele tiden – både i samfundet, men også for Rebecca personligt. Derfor ser toiletterne i dag anderledes ud end de gjorde for et år siden. Pluto skal ikke være kønsnormative, og derfor hænger der billeder af både mænd og kvinder på kvindernes toilet, hvilket hun håber får flere til at føle sig accepteret og forstået. Det skal være et ”moodboard af optur” for alle typer, siger Rebecca.
For nyligt er det blevet besluttet hos Pluto, at herretoilettets udsmykning skal udvikles og tænkes på ny – dette på trods af deres nuværende ikoniske status. Toiletterne hos Pluto løber allerede med en del opmærksomhed på sociale medier og målet med udsmykningerne er at kommunikere, at Pluto netop hylder forskellighed og diversitet. Væggene skal ikke kun prydes af smukke, stærke kvinder men derimod også af mænd af forskellige karakter. Dette kan skabe større identifikation for flere af Plutos gæster, da alle ikke nødvendigvis forstår køn som noget binært. Derfor går Pluto nu i front, når det handler om involvering og fællesskab.
Pluto & REGA
Restaurant Pluto er en del af REGA, et branchefællesskab, der arbejder målrettet og ambitiøst med samfundsansvar.
Ved sit engagement i REGA har Pluto forpligtet sig til at arbejde systematisk med at forebygge negative indvirkninger på menneskerettigheder, både medarbejderes, gæsters og naboers, at reducere negative indvirkninger på miljøet og at skærpe fokus på antikorruption.