Ny hvidvasklov stiller nye krav til alle spiludbydere
Den 26. juni trådte en ny hvidvasklov i kraft. Den nye lov gælder bl.a. for salg af oddset-kuponer og hestevæddemål i butikkerne, og gælder for alle spiludbydere i Danmark.
Af Kate Jacquerot, juridisk direktør i Danske Spil og Stine Hove Marsling, CSR-direktør i Danske Spil
Den 26. juni trådte en ny hvidvasklov i kraft. Den nye lov gælder bl.a. for salg af oddset-kuponer og hestevæddemål i butikkerne, og gælder for alle spiludbydere i Danmark. Danske Spil har aldrig og kommer aldrig til at tolerere, at de spil, som skal underholde, glæde og begejstre, misbruges til kriminalitet. Vi har i mange år gået forrest i bekæmpelsen af hvidvask. Danske Spil er ejet af danskerne og dermed af dig, og vi har et helt særligt ansvar for, at de penge, vi sender tilbage til samfundet, bliver tjent ordentligt og ansvarligt.
Loven er en markant stramning af hvidvaskområdet. Det er første gang, der kommer regler om bekæmpelse af hvidvask i butikker som f.eks. kiosker og supermarkeder, og det er helt afgørende, hvis vi skal bekæmpe hvidvask og sikre, at kriminelle ikke vandrer fra én spiludbyder til en anden. Samtidig er loven skruet sådan sammen, at den udelukkende går efter kriminelle og ikke masseovervåger hr. og fru Danmark. Det er et afgørende skridt for at bekæmpe hvidvask og dermed sikre, at spil forbliver den underholdning, det skal være – til glæde og til gavn for hele Danmark.
Den nye lov kommer ikke til at betyde det store for dig, der spiller hos Danske Spil, da vi allerede i en årrække har været førende i bekæmpelsen af hvidvask. Den nye lov fastsætter en beløbsgrænse for, hvor meget du må spille for, og hvor meget du må vinde, før vi skal vide, hvem du er. Denne grænse er på 15.000 kr., så vinder du 15.000 kr. eller mere, skal vi vide, hvem du er – også hvis du har vundet for samlet set 15.000 kr. inden for et døgn. Hos Danske Spil har vi længe haft en indskudsgrænse på 10.000 kr., og denne grænse har vi valgt beholde. Hos Danske Spil er der ingen spil uden ansvar, og vi ønsker fortsat at gå forrest og sætte standarden for ansvarlighed på spillemarkedet.
Vi er i Danske Spil glade for, at loven markant styrker bekæmpelsen af hvidvask, og at der er tilsyn på spilleområdet, der sikrer, at vi alle overholder reglerne. Når det er sagt, er der selvfølgelig ingen garanti for, at der ikke vil være brodne kar, der vil kunne slippe igennem nettet – også selvom maskerne i nettet er blevet mindre. Men vi er stolte af, at vi og ikke mindst vores forhandlere siden den 26. juni har været forberedt og klar til at opfylde kravene i den nye lov. Vi er glade for, at loven går efter de kriminelle, så den almindelige dansker fortsat kan spille en oddset-kupon til 50 kroner i fred. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at den nye lov bliver overholdt, og at det sker så let og gnidningsfrit som muligt for dig som kunde.