20.10.2022  |  Klima, miljø og energi

Velliv indgår i stort, europæisk miljøpartnerskab

Velliv vil være bedst indenfor bæredygtighed, men har haft lang vej foran sig. Med et nyt partnerskab blandt finansielle virksomheder vil pensionsselskabet sætte handling bag ordene og arbejde for bevare europæisk og global biodiversitet.

Sammen med 110 andre europæiske finansielle virksomheder har danske Velliv indgået partnerskabet Finance for Biodiversity Pledge. Pensionsselskabet forpligter sig dermed til at sætte konkrete mål for, hvordan de kan gøre en positiv indsats for biodiversiteten.

”Skal vi løse klimakrisen og sætte en prop i tabet af biodiversitet, bliver vi nødt til at arbejde tæt sammen og finde fælles løsninger. Det er netop derfor, at vi nu tilslutter os 110 europæiske finansielle investorer under paraplyen af Finance for Biodiversity Pledge,” siger Sandra Metoyer, der er chef for bæredygtige investeringer i Velliv, i en pressemeddelelse.

Tidligere har Børsen berettet, hvordan Velliv har ligget i bund blandt danske pensionsselskaber, når det kommer til bæredygtighed. Men den statistik ønsker Velliv nu at gøre op med.

“Vi ligger ikke der, hvor vi gerne ville ligge. Vi er blevet forsinket på en række tiltag, men vi har en ny klimastrategi på vej og begynder at få godkendt en række nye tiltag,” udtalte Sandra Metoyer i den forbindelse til Børsen.

Læs også: Rapport: Flere pensionsselskaber nøler med aktivt ejerskab

Senest næste år vil Velliv udmelde, hvilke målsætninger selskabet vil arbejde efter på området biodiversitet og fra 2024 rapportere på sin indsats og resultater, som de 111 virksomheder har aftalt det. Derudover forpligter medlemmerne sig til at arbejde for biodiversiteten gennem samarbejde, vidensdeling, dialog såvel som påvirkning af selskaber i investeringsporteføljen.

”Med tilslutningen til Finance for Biodiversity Pledge har vi fået en klar ledestjerne for vores arbejde med biodiversitet. Nu handler det om at få specificeret vores målsætninger og indgå i dialog med vores samarbejdspartnere. Jeg håber, at vores kollegaer i den danske pensionsbranche vil bakke op om og tilslutte sig initiativet. Sammen er vi meget stærkere,” forklarer Sandra Metoyer.

Til sammen forvalter partnerskabets 111 medlemmer cirka 121.000 milliarder danske kroner.

- KCP

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere