Viegand Maagøe validerer anbefalinger fra 4 klimapartnerskaber
I sidste uge afleverede Regeringens 13 klimapartnerskaber deres anbefalinger. Viegand Maagøe har valideret indholdet i 4 af de 13 rapporter og gennemskrevet og layoutet en femte.
Regeringen etablerede i november 2019 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet. Formålet med de 13 partnerskaber var at komme med anbefalinger til, hvordan danske virksomheder på tværs af en lang række brancher kan bidrage til at nå CO2-reduktionsmålet på 70 % i 2030.
Nu har de 13 partnerskaber afleveret deres rapporter, og Viegand Maagøe har hjulpet 4 partnerskaber med at validere og præcisere anbefalingerne:
“Via Dansk Erhverv bad de fire partnerskaber os om at lave et såkaldt ”review”, dvs. en ekstra kvalitetssikring, af deres arbejde. Det har været en intens proces, som vi er meget glade for at have bidraget til,” siger Søren Eriksen, adm. direktør i Viegand Maagøe.
Viegand Maagøe har bidraget til disse fem klimapartnerskaber:
- Bygge- og anlægssektoren – gennemskrivning og layout
- Handel
- Landtransport og logistik
- Life Science og biotek
- Service, it og rådgivning.
Der er masser af ambitioner og stor forskellighed i forslagene fra de fem partnerskaber, og Søren Eriksen ser nogle klare tendenser på tværs af rapporterne:
”Cirkulær økonomi, grønne indkøb, bæredygtig transport, udnyttelse af overskudsvarme og mere dataanalyse og digitalisering. Det er indsatser, som flere brancher ser et stort reduktionspotentiale i. Heldigvis matcher det Viegand Maagøes kompetencer ganske fint, og vi glæder os til at hjælpe virksomhederne med at realisere de markante CO2-reduktioner, som er skitseret i rapporterne,” slutter Søren Eriksen.
Find alle 13 rapporter fra klimapartnerskaberne på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside.