Danmark har masser af muligheder inden for affaldsområdet
Men skal de udnyttes, er vi nødt til at komme ud af starthullerne - NU! Sådan lød det på DAKOFAs årskonference fra Joe Papineschi, direktør for det britiske konsulenthus Eunomia.
Ordene tog udgangspunkt i den rapport, der tidligere på året blev udgivet af Nordisk Ministerråd og som understregede, at de nordiske lande, herunder også Danmark, skal til at trække i arbejdstøjet, hvis de forestående EU-mål for affald skal nås. I løbet af præsentationen fik tilhørerne imidlertid ikke blot en gennemgang af resultaterne fra den nordiske rapport, men også nogle mere personlige bud på, hvordan Papineschi, med sin årelange erfaring inden for området, ser mulighederne for et land som Danmark.
”I Danmark skal I være stolte af den indsats, I har leveret på affaldsområdet fra 40’erne og frem til midten af 1990’erne. Men siden da er I gået i stå”. Sådan lød indledningen fra Papineschi, der med udgangspunkt i den nordiske analyse kunne konstatere, at Danmark har været et af de mest progressive lande i Norden på affaldsområdet – ja måske i hele verden. Men nu er vi altså ved at sakke agterud, og vi får svært ved at nå de kommende EU-krav, hvis ikke vi spiller på alle tangenter. Og det skal gå stærkt. I øjeblikket er Danmark eksempelvis et af de lande, der ligger rigtig godt i forhold til at nå 50%-målet, men det er primært, fordi vi har valgt en gunstig beregningsmetode. Så snart vi skifter over til en fælles beregningsmetode, vil alle EU-landene, inklusive Danmark, få gevaldigt svært ved at nå de kommende krav så der er altså hårdt brug for, at vi tager nye værktøjer i brug.
Gentænk jeres syn på genanvendelse
I forhold til klimadebatten pointerede Papineschi først og fremmest, at vi bør indtænke klimaeffekterne af affaldshåndteringen, når vi planlægger den fremtidige indsats, idet der er stor forskel på, hvor meget de enkelte fraktioner batter i et klimaregnskab. Ifølge Papineschi er der eksempelvis betydeligt større gevinster ved af forebygge og dernæst genanvende materialer som eksempelvis tekstiler og aluminium i forhold til andre materialetyper som eksempelvis glas og papir.
I tillæg kunne Papineschi understrege, at der er virkelig store gevinster at hente, hvis vi kigger nærmere på den måde, hvorpå vi betragter effekterne ved at øge genanvendelsen - selv på de fraktioner, hvor vi allerede ligger højt. Ved hjælp af et eksempel med aluminiumsdåser fik Papineschi demonstreret, at det godt kan betale sig at arbejde for at forøge raterne yderligere, selvom de allerede er gode. Effekten af genanvendelse vokser nemlig eksponentielt, hvorfor en meget lille forøgelse af genanvendelsesraterne ”i toppen” fra eksempelvis 90% til 95% mere end fordobler det samlede antal dåser, som processen samlet set kan generere. Denne effekt, som altså viser, at det også kan betale sig at arbejde på at forøge de genanvendelsesprocenter, som allerede ligger højt, bliver der ifølge Papineschi ikke på nuværende tidspunkt taget højde for i de LCA-beregninger, som vi træffer beslutninger på baggrund af.
Producentansvaret er en fantastisk mulighed
Mere bredt pointerede Papineschi bl.a., at vi i Danmark har været rigtig gode til at bruge økonomiske virkemidler og til at skabe de rette incitamenter, hvilket har betydet, at vores indsamlings- og behandlingssystem gennem årene er rykket rigtig langt i den rigtige retning. Ligeledes betragter han Danmark som ”heldig”, idet vi har tradition for store infrastrukturelle forandringer, som vi kan gennemføre nemmere, hurtigere og ”renere” end mange andre lande, hvilket vil være en kæmpe fordel i forbindelse med den kommende transformation frem mod en mere cirkulær og klimavenlig økonomi. Begge dele opfordrede han os derfor til at holde fast i og udnytte.
Samtidig understregede Papineschi flere gange, at vi skal se producentansvaret som en kæmpe mulighed. Vi skal være glade for, at vi som et af de eneste lande endnu ikke har et producentansvarssystem for emballager, men som vi nu skal til at indføre, idet vi nu har en helt unik mulighed for at kigge rundt omkring til vores europæiske naboer for at se, hvad der virker og hvad der ikke virker. På den måde kan vi basere vores system på viden og konkrete erfaringer frem for blot teorier. Danmark står dermed med en unik mulighed for at designe et intelligent og effektivt system, der ved hjælp af eksempelvis differentierede gebyrer, sådan som man har set det i eksempelvis Frankrig og Italien, vil kunne hjælpe os godt på vej hen mod at nå de kommende EU-mål.
Endelig forsøgte Papineschi at komme med et par input i forhold til den løbende debat omkring forbrændingskapacitet og prisen på forbrænding i Danmark. Ifølge Papineschi er kapaciteten og prisen i sig selv ikke så afgørende, hvis blot vi anvender den eksisterende kapacitet klogt. Han pointerede, at vi som nation godt kan udnytte vores førerposition inden for forbrænding ved at hjælpe nabolande med at tilbyde gode effektive forbrændingsløsninger her i landet, men dog kun, hvis vi samtidig også sørger for, at det ikke påvirker vores egen vej opad i affaldshierarkiet. En fortsat udnyttelse af de mest effektive danske anlæg skal altså ske ved at kombinere den eksisterende kapacitet med effektive instrumenter, der guider affaldet de rette steder hen – eksempelvis ved hjælp af økonomiske instrumenter eller et egentligt loft på mængden af affald til forbrænding.
