04.02.2022 | Kommunikation
Danske forbrugere finder ikke langsigtede klimamål overbevisende
En ny undersøgelse viser, at det er virksomhedernes grønne handlinger nu og her, der tæller i forbrugerens billede af virksomheden
En ny imageundersøgelse rangerer 376 virksomheders grønne image på baggrund af et panel med over 100.000 danskere. Det er analysevirksomheden Voxmeters nye klimabarometer, GREENCHECK, der står bag.
Det skriver Finans.
I bunden ligger fire velkendte danske virksomheder, der ellers alle kommunikerer, at de gør (og vil gøre) en masse gode ting for miljøet. Det drejer sig om Flying Tiger Copenhagen, FLSmidth, Nemlig.com og Danske Bank.
Voxmeters administrerende direktør Christian Stjer mener, at forbrugernes dom afspejler virksomhedernes status nu og her. Mange forbrugere finder ifølge ham ikke klimamål, der ligger et godt stykke ude i fremtiden overbevisende.
Butikskæden Flying Tiger Copenhagen vil reducere 40 procent af CO2-udledningen fra de mere end 300 millioner varer, som de sælger årligt. Undersøgelsen viser dog, at forbrugerne fokuserer mere på, at Flying Tiger sælger nogle produkter, som er meget billige, og som har en kort levetid.
Den samme problematik gør sig gældende for FLSmidth.
”Den udfordring, vi har, er dobbelt. Folk ved ikke rigtig, hvem vi er. Og ud fra det, de ved, siger de: ”De arbejder med cement og minedrift, og det er meget forurenende industrier”. Så man bliver altid lidt straffet for at være i disse tunge industrier,” siger Wouter de Groot, bæredygtighedschef i FLSmidth.
Hos nemlig.com er forbrugernes opfattelse også, at der er mere snak end egentlig handling:
”Alt hvad der handler om udbringning har en tendens til at få en dårlig klimavurdering blandt danskerne. Det rammer også Nemlig.com. De vil gerne fortælle, at det er en grøn løsning, men man ser for lidt til konkrete initiativer, hvor kunderne kan se, at virksomheden gør en forskel,” siger Christian Stjer.
Meget tyder altså på, at forbrugernes opfattelse af en virksomheds klimaindsats primært bunder i produktet og de indsatser, de kan se ske – og ikke hvad der bliver lovet engang ude i fremtiden.
Vestas er den højest rangerende danske virksomhed på listen, og vinduesproducenten Velux får den højeste score blandt byggevirksomhederne.
To tredjedele af de adspurgte mener, at Vestas gør noget godt for miljøet, mens kun tre procent mener, at virksomheden gør noget skidt.
- MTN
Samfund

Mere grøn energi og bedre regler, tak
Fire virksomheder ønsker sig fart på udbygningen af grøn energi og forudsigelige krav – som gerne må være høje. Bare de er ens for alle.
Klima, miljø og energi

Nu får bureauer deres egen bæredygtighedsuddannelse
Creative Club ESG Academy er navnet på et nyt uddannelsesforløb inden for bæredygtighed rettet mod bureauer. Projektet har fået støtte fra Erhvervsstyrelsen, som også kommer til at indeholde et nyudviklet ESG-kodeks til bureaubranchen.
Klima, miljø og energi

ESG-chef: Kommende rapporteringskrav kan påvirke aktier
Med nye regler og krav om rapportering af ESG på vej kan virksomheders arbejde på området også kunne påvirke prissætningen af deres aktier. Det fortæller tidligere advokat og nuværende bæredygtighedsdirektør hos ISS.
Klima, miljø og energi

Revisorer hyrer i hobevis forud for rapporteringskrav
PwC skal ansætte 100.000 medarbejdere globalt, mens EY fordobler sin stab for at være klar til nye rapporteringskrav, som træder i kraft næste år.
Samfund

Ny rapport: Detailhandlen svigter forbrugere og klimaet
Supermarkederne mangler klimahandling på flere områder, hvis danskernes kost skal blive mere bæredygtig. Det viser en ny rapport fra Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Vegetarisk Forening.
Supply chain

11 havvindsaktører går sammen om at gøre vindenergi mere bæredygtigt
Det kan godt blive grønnere. Sådan lyder det fra 11 havvindsaktører, der ikke kun vil nøjes med at udvinde vedvarende energi, men også mindske den belastning, vindmøllers værdikæder er for planeten.