Konkurrer om at være sundest
Nu begynder Danmarks største sundhedsinitiativ for private og offentlige virksomheder. Danmarks Sundeste Virksomhed er en landsdækkende sundhedskampagne og -konkurrence, der skal sætte sundhed højere på dagsordenen i alle landets regioner.
Nu begynder Danmarks største sundhedsinitiativ for private og offentlige virksomheder. Danmarks Sundeste Virksomhed er en landsdækkende sundhedskampagne og -konkurrence, der skal sætte sundhed højere på dagsordenen i alle landets regioner. Dansk Erhverv, Sundhedsdoktor, Danica Pension og Berlingske Tidende står bag initiativet, der desuden bliver støttet af blandt andre HK og Comwell.
I løbet af året vil kampagnen besøge alle landets regioner og udpege regionale vindere. Kampagnen slutter med, at sundheds- og forebyggelsesminister Jacob Axel Nielsen uddeler priserne til Danmarks Sundeste Virksomheder den 24. november.
Undersøgelser viser entydigt, at sundere medarbejdere bliver gladere og mere produktive, blandt andet fordi de får et lavere sygefravær. Vi har derfor i år valgt at gøre Danmarks Sundeste Virksomhed til en landsdækkende sundhedskampagne og ikke blot en enkeltstående sundhedsevent. Sundhed betaler sig, men det kommer ikke af sig selv, og kampagnen skal hjælpe virksomhederne til at få sundhed øverst på dagsordenen, siger Stinne Cecilie Hjorth, chef for offentlig-privat samarbejde, Dansk Erhverv.
Virksomheder, som ikke vinder, får alligevel en gevinst med fra konkurrencen. Udover en forhåbentlig sundere virksomhed, til fordel for både arbejdsglæde og bundlinje, modtager samtlige deltagere en rapport om virksomhedens status på områder som mad, motion, behandlingsordninger, rygning, alkohol og psykisk arbejdsmiljø. Rapporten indeholder desuden konkrete forslag til ændringer og tiltag, som kan forbedre sundheden hos de ansatte.
Læs mere på www.sundestevirksomhed.dk