Ny app forbinder motion, markedsføring og velgørenhed
Motions-app’en Karmarunner vil få brugerne til at løbe for en god sag – og samtidig brande virksomheders CSR-arbejde.
Motions-apps findes der rigeligt af, og godgørende løbe-events har efterhånden også slået igennem rundt omkring i Danmark. Men nu er Karmarunner klar med et nyt koncept, der sammensmelter ovenstående, og samtidig vil bruge virksomheders CSR-profiler til god, gammeldags markedsføring.
Læs også: Virksomheden er den moderne aktivist
Karmarunner-app’en fungerer som andre motions-apps, hvor brugerne vælger motionsform inden træning og efterfølgende kan se tid, forbrændte kalorier og gennemsnitshastighed. Men Karmarunner er modsat lignende apps til for at brande, så inden træningen går i gang, vælger brugeren også en sag, som han eller hun gerne vil støtte samt en virksomhed, som har meldt sig som velgørere.
Når motionen er gennemført får den valgte virksomhed eller sag doneret to-fem kroner fra den velgørerende virksomhed – beløbet afhænger af, om træningen bliver delt af brugeren på Facebook.
”Når I donerer til velgørende formål igennem Karmarunner, opnår I eksponering via de sociale medier - gennem brugerne selv. Det betyder, at I får en masse ambassadører, som gør deres respektive omverden opmærksom på jeres CSR-indsats”, skriver Karmarunner i en beskrivelse af konceptet til virksomheder.
Karmarunner gør det desuden klart, at man let kan segmentere, hvem man som virksomhed vil være synlig overfor, så man kan nå ud til sin kundemålgruppe.
Læs også: Debutanter vælter gamle kendinge af tronen i bæredygtighedsindeks for brands
Virksomheder bestemmer selv, hvor mange velgørende kroner de vil ”sætte på aktion” på app’en, og det koster dem 20 procent af det donerede beløb i håndteringsgebyr til Karmarunner.
-CHM