Systemet er problemet: Klimaretfærdighedens indtog i klimakampen
I takt med det bliver tydeligt, at klimaforandringerne på en lang række områder rammer skævt, bliver principper om klimaretfærdighed centrale for mange klimabevægelser. Men er samtænkningen af opgør med kapitalisme, kolonialisme og racisme produktivt for klimakampen?
Klimaforandringerne er globale, men rammer ikke alle lige hårdt.
Ifølge FN’s Klimapanel var dødstallene fra ekstreme vejrhændelser mellem 2010 og 2020 femten gange højere i de mest sårbare regioner end i de mindst sårbare. Samtidig er det især stater og selskaber med historisk høje udledninger, der i dag har bedst mulighed for at tilpasse sig.
Denne ulighed i konsekvenser har skabt et stigende fokus på klimaretfærdighed. Det handler grundlæggende om, at dem, der har haft størst ansvar for krisen, også skal bære de største byrder i løsningen. Samtidig skal de mest udsatte lande og befolkningsgrupper sikres indflydelse og kompensation.
Begrebet har vundet frem både blandt forskere, aktivister og i internationale processer. I den seneste rapport fra FN’s Klimapanel fremgår det, at historiske uligheder som kolonialisme er blandt de strukturelle årsager til forskellene i sårbarhed over for klimaforandringer. Under COP27 i 2022 blev der oprettet en fond, der skal kompensere udsatte lande for tab og skader.
Klimakamp som systemkritik
I flere klimabevægelser kobles klimaretfærdighed i dag med bredere samfundskritik. Det ses blandt andet hos aktivister som Esther Michelsen Kjeldahl fra Fossilfri Fremtid. Hun var med til at stifte Den Grønne Ungdomsbevægelse og fremhæver, at forståelsen af klimakrisen i stigende grad kobles til ulighed og historisk uretfærdighed.
”Så det var en erkendelse af, at der findes en guldgrube af viden om de globale systemer, som klimakrisen også hænger sammen med, og at det er vigtigt at lytte til de perspektiver”, siger hun til Information.
Kritikere af denne tilgang har dog peget på, at klimabevægelsen risikerer at ekskludere brede grupper ved at koble dagsordenen til andre komplekse problemstillinger. Alligevel fastholder aktivister som Esther Michelsen Kjeldahl, at der er behov for at tale om strukturelle årsager og mobilisere flere grupper i samfundet.
”Vi er grundlæggende interesserede i at mobilisere så mange mennesker som muligt, og jeg synes også, det er smukt, at man kan kæmpe sammen for en kamp, uden at man nødvendigvis mener præcis det samme”, siger hun.
- lhs