Virksomhedsledere vil gerne med helt ind i maskinrummet
Tættere kontakt med Jobcentrets sagsbehandlere skal få flere i job.
- Vi vil gerne helt ind i maskinrummet på Horsens Jobcenter, og vi håber, at regelmæssige møder med sagsbehandlerne og de ledige kan resultere i, at endnu flere får fast fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Jens Skifter, der er direktør i legepladsvirksomheden Norleg med 35 ansatte.
Langt flere ledige skal langt hurtigere i job! Det mener en kreds af virksomhedsledere, som nu inviterer sig selv inden for i maskinrummet på Jobcenter Horsens.
Idéen er vokset i HORSENS ALLIANCENs Jobtaskforce, hvor Jens Skifter, direktør i legepladsvirksomheden Norleg i Brædstrup er medlem. Nu vil han føre idéen ud i livet sammen med fire andre erhvervsledere: Per Hansen, økonomidirektør i CASA, Lone Wessel, direktør i Horsens Ny Teater, Kim Videbæk Andersen, driftschef i Thykjær Turisttrafik og Tine Valente, medejer af Steel Products.
Gruppen, der har fået navnet Mikrotaskforcen, skal udover virksomhedslederne bestå af sagsbehandlere fra forskellige afdelinger på Jobcenter Horsens samt de relevante ledige. Planen er, at lignende grupper med tiden skal skyde op rundt omkring i kommunen som små satellitter med det ene formål at få ledige hurtigt i job.
- I Jobtaskforcen har vi talt meget om visioner og strategier, som er hele grundlaget for indsatsen, og nu er tiden kommet til at gøre noget praktisk. Derfor byder vi ind med vores viden, netværk og faglighed hos sagsbehandlerne i Jobcentret, fordi det er den gruppe medarbejdere, der er tættest på de ledige, og som kender lovgivningen ud og ind. Ved at samle sagsbehandlere, virksomhedsledere og ledige omkring ét og samme bord håber vi på at kunne skabe en fælles forståelse i netværket, så det bliver nemmere for de ledige at bane sig vej ind på arbejdsmarkedet, siger Jens Skifter.
Han tilføjer, at som det er nu, løber mange borgere stjerneløb mellem aktivering, praktik m.m. I Mikrotaskforcen vil medlemmerne arbejde på at få de lediges vej til et job til at være en lineær rejse.
Ifølge Tanja Nyborg, direktør i Uddannelse og Arbejdsmarked, har medlemmerne af Jobtaskforcen med dette initiativ vist, at de til fulde lever op til formålet: nemlig at kunne inspirere hinanden og på den måde bane vejen for et rummeligt arbejdsmarked for alle:
- Med Mikrotaskforce-grupperne kan vi forhåbentlig få sparket endnu mere energi og kreativitet ind i arbejdet med at skaffe job til ledige. Vi kan give den enkelte en mere fokuseret og individuel indsats, og det ved vi har stor effekt, siger hun.
Ca. 25 virksomheder i Horsens Kommune er medlem af Jobtaskforcen, der er et underforum til HORSENS ALLIANCEN. Formålet er at få flere med ind på arbejdsmarkedet og inspirere virksomhederne i Horsens til at løfte et socialt ansvar.