Knorr vil være 100 procent bæredygtig
Fødevareproducenten Knorr vil inden 2020 kun anvende 100 procent bæredygtige ingredienser i sine produkter.
Bæredygtige grøntsager og krydderurter. Det er en del af Knorrs mission om at blive en 100 procent bæredygtig producent.
Som en af verdens største aftagere af råvarer fra landbruget, mener Knorr, at virksomheden kan være med til at gøre en stor forskel for både forbrugerne, miljøet og de lokale landbrugssamfund. Knorr aftager eksempelvis syv procent af verdens forarbejdede tomater, og 85 procent af ingredienserne i Knorrs produkter stammer fra landbruget.
Vi har netop sat vores første 13 bæredygtige produkter på hylderne i dansk dagligvarehandel, og det er vi meget stolte af. De nye bæredygtige varianter er blandt andet Knorrs supper og lasagner, siger Zitta Ipsen, marketing manager hos Knorr.
I 2015 vil 13 af de vigtigste grøntsager og krydderurter i Knorrs produkter udelukkende komme fra 100 procent bæredygtig dyrkning. Det drejer sig om tomater, løg, kartofler, bønner, græskar, gulerødder, ærter, porre, selleri, champignon, basilikum, purløg og persille.
Og inden 2020 skal alle de grøntsager og urter, som Knorr bruger i sine produkter, komme fra 100 procent bæredygtige landbrug.
Læs også: Intel vil have en ansvarlig forsyningskæde
De nye bæredygtige Knorr produkter kan købes fra uge 40. Produkterne har fået ny emballage med en tydelig bæredygtighedsmærkning på fronten.
Læs mere om Knorrs bæredygtighedsstrategi
-SSM