29.05.2023 | Klima, miljø og energi
Plastic Change og 175 lande står foran opgør med plastikforurening
Der venter svære forhandlinger i FN de kommende dage, men danske Plastic Change – der selv deltager – forventer, at mødet ender ud i det første udkast til en ambitiøs global aftale mod plastikforurening.
Anne Aittomaki, strategisk direktør i Plastic Change, kalder verden for et badekar, der flyder over med engangsemballage. Arkivfoto.
Plastik Change følger med på første række, når delegationer fra 175 lande denne uge mødes i Paris for at forhandle en bindende, global plastiktraktat.
Som den eneste danske miljøorganisation er Plastic Change udpeget som FN-observatør under forhandlingerne (kaldet INC-2), og strategisk direktør Anne Aittomaki forventer, at der vil blive skrevet historie:
"Når ugen er omme, forventer vi, at der er taget beslutning om at udarbejde et udkast til aftalen, et såkaldt zero draft. Det er første gang, at det bliver skrevet ned, hvordan vi på globalt plan vil komme plastikforurening til livs, og det første udkast lægger linjen for den aftale, som verdens lande i sidste ende forpligter sig til. Derfor er det helt afgørende, at det er både ambitiøst og vidtrækkende," siger hun.
Det kan dog ende i et tovtrækkeri om formuleringer og mål, vurderer Anne Aittomaki, som har fulgt den politiske proces fra starten og selv overværer forhandlingerne i UNESCO-bygningen.
Læs også: Dansk kapsejladshold vil have mere fart og mindre plastik i havene
"Vi ved, at nogle lande ønsker, at traktaten vægter deres økonomiske interesser over miljø, klima, biodiversitet og menneskerettigheder. De ser helst, at vi først forholder os til plastik, når det er blevet til affald og skal ryddes op," siger Anne Aittomaki.
Plastic Change argumenterer derimod for et loft over den stigende plastikproduktion og klare regler for giftige kemikalier i plastik.
"Lige nu er verden som et badekar, der løber over med engangsemballage, fiskenet og flasker af plastik. Der kommer mere og mere plastik, alt imens vi forsøger at fjerne den med en teske. Det er slet ikke effektivt nok. Vi er nødt til at lukke for hanen," siger Anne Aittomaki og tilføjer:
"Så jo mere ambitiøst, udkastet bliver, jo bedre er det."
Fremtid uden plastikforurening
Plastic Change bifalder, at Danmark er en del af den koalition, der også ønsker en ambitiøs aftale.
Koalitionen består af vores nordiske naboer; Norge, Sverige, Finland og Island og en lang række lande fra hele verden; Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Schweiz, Portugal, Georgien, Canada, Rwanda, Den Dominikanske Republik, Senegal, Sydkorea, Chile, Costa Rica, Ecuador og Peru.
På den modsatte side står landene USA og Saudi Arabien. Det er allerede besluttet, at aftalen er juridisk bindende, så de næste dage i Paris - mandag 29. maj til fredag 2. juni - er ifølge Plastic Change vigtige for, hvor barren bliver sat for aftalen.
Læs også: To virksomheder satser på innovativ plastteknologi
"Selvom det er en lang proces, og dette møde er ét af flere, så får udfaldet på fredag en stor betydning for vores fremtid. Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil undgå, at konsekvenserne ved plastikforurening bliver endnu større," siger Anne Aittomaki.
Forskning har de seneste år vist, at plastikforurening ikke alene er et forureningsproblem, når plastikken ender i floder, have og natur. Det er fremstillet af fossile brændstoffer og er i lige så høj grad et klimaproblem, et biodiversitetsproblem, og mikroplastik og tilsatte kemikalier skader menneskers sundhed.
Aftalen skal være færdig og underskrevet inden udgangen af 2024.
- HCL
Klima, miljø og energi

Nestlé rangerer øverst i kaffebæredygtighed
Nestlé lander øverst i et nyt indeks, der rangerer virksomheders sociale, grønne og økonomiske facetter af kaffeproduktion.
Klima, miljø og energi

Rapport: Seks ud af ni grænser er overskredet
I et opdaterende studie kan forskere nu vise, at seks ud af ni grænser for klima og miljø er overskredet som følge af menneskelig påvirkning.
Menneskerettigheder

Kammeradvokaten: Domstol afgør snart, om Danmark dømmes for manglende klimahandling
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er i øjeblikket i gang med at behandle tre sager, som kan have betydning for, om sundt klima er en menneskerettighed.
Strategi & ledelse

Cirkulær økonomi er et opgør med mainstream
Hvis ens cirkulære løsninger ikke radikalt ændrer måden at drive virksomhed på, er det ikke cirkulære løsninger. Til gengæld er det bydende nødvendigt at finde netop disse.
Strategi & ledelse

Non-profitordning udvikler beregner forud for producentansvar
Grundet omkostningsusikkerheder har Emballageretur udviklet et prisværktøj, som kan give virksomheder klarhed over, hvad det kommende producentansvar kommer til at koste.
Strategi & ledelse

Purung teknologivirksomhed bliver del af international bæredygtighedsstandard
Den unge teknologivirksomhed Upström er netop blevet certificeret med ansvarligheds-certificeringen, B Corp, som de første i elektronikbranchen i Nordeuropa.