27.08.2013 | Klima, miljø og energi
Søren Gade tror ikke på finanslovsforslag
Direktøren i Landbrug & Fødevarer kritiserer regeringens finanslovsforslag om 800 millioner til grøn omstilling.
Direktøren i Landbrug & Fødevarer giver ikke meget for det finanslovsforslag, der skal være til gavn for klima og miljø.
I dagens finanslovsforslag fremgår det, at regeringen vil afsætte 800 millioner frem til 2017 til at fremme den grønne omstilling. Men ifølge direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade er det blot en omfordeling af pengene, og ikke et reelt økonomisk bidrag til miljø og klima.
Læs også: Søren Gade vil have bæredygtig sojaproduktion
Det er uhensigtsmæssigt, at man samtidig skærer omtrent det samme beløb i landdistriktsmidlerne, som jo også i dag er rettet til grøn omstilling og miljøteknologi mv. Der er derfor reelt ikke tale om en stigning i midlerne, men en næsten uændret nettoeffekt. Man flytter bare rundt på pengene, siger Søren Gade.
Landbrug & Fødevarer vurderer, at dansk landbrug har reduceret udledningen af CO2 med 23 procent siden 1990. Men i går kunne Dagbladet Information fortælle, at nye tal fra Energistyrelsen viste, at der kun er tale om 14 procent. Alligevel mener Søren Gade, at der i højere grad bør satses på vækstforslag i finansloven. Han mener, at der sagtens kan være miljøfordele ved at fokusere på væksttiltag.
Læs også: Regeringsforslag gavner vinduesproducenter
Generelt har Landbrug & Fødevarer ikke lagt særligt vægt på miljøet i den seneste tid. For organisationen er det vigtigt, at råvaregrundlaget i landbruget bliver øget for at maksimere eksporten. Så kommer miljøet i anden række. Det kan blandt andet skyldes, at organisationen ifølge Information mener, at Danmark stadig har det laveste klimaaftryk pr. produceret fødevare. Derfor betyder de lave tal i undersøgelsen fra Energistyrelsen ikke det store.